ROMANTISK LEGENDE
Washington Irving og genopdagelsen af Alhambra
Hvordan en forsømt ruin blev et romantisk ikon — historien om Washington Irving, de rejsende, der fulgte efter, og de legender, der stadig farver Alhambra.
Check dates and availability ↗Det glemte palads
Det er svært at forestille sig nu, men i lange perioder efter den kristne erobring gled Alhambra ind i forsømmelse. Hoffet flyttede videre, paladserne blev brugt til mindre formål, og i begyndelsen af det 19. århundrede var dele af komplekset forfaldet, med husbesættere og beskedne husstande, der boede blandt de falmende Nasrid-haller. Det mest berygtede slag kom under den napoleonske besættelse, hvor franske tropper garnisonerede Alhambra og, ved tilbagetrækningen i 1812, sprængte flere af dens tårne i luften; traditionen vil vide, at en yderligere, mere ødelæggende sprængning kun blev forhindret af en lokal, der desarmerede ladningerne — en historie generelt fortalt som legende. Paladsbyen, der havde været al-Andalus' stolthed, var i en periode en romantisk ruin frem for et bevogtet monument. Dette forfald er den afgørende baggrund for dens genopdagelse.
En amerikaner i Alhambra
I 1829 ankom den amerikanske forfatter og diplomat Washington Irving til Granada og fik bemærkelsesværdigt lov til at tage ophold inde i selve Alhambra og boede en tid i værelser midt blandt paladserne. Han vandrede gennem gårdene dag og nat, lyttede til fortællingerne fra de opsynsmænd og lokale beboere, der boede der, og lod sig gennemsyre af atmosfæren i de forfaldne, måneskinsoplyste haller. Ud af dette kom hans berømte bog, 'Tales of the Alhambra', udgivet i 1832 — en blanding af rejseskildring, historie og genfortalt folklore, der fangede paladsets melankolske romantik for et enormt internationalt publikum. Irving opdagede naturligvis ikke Alhambra; men mere end nogen anden fik han den bredere verden til at forelske sig i det og fremstillede det som et sted af fortryllelse, falmet pragt og halvglemte legender.
Legender om højen
En del af Irvings gave var at samle og popularisere historierne, der hæftede sig ved Alhambra, og mange besøgende husker dem stadig halvt, mens de går rundt. Der er fortællinger om fortryllede mauriske skatte gemt i hvælvingerne, der venter på den rette person til at bryde forbandelsen; om ulykkeligt forelskede prinsesser lukket inde i tårnene; og, mest vedholdende, den mørke legende knyttet til Abencerrajes-salen, hvor en adelsfamilie siges at være blevet massakreret, deres blod angiveligt pletter springvandet — en grufuld historie generelt betragtet som folklore frem for dokumenteret historie. Disse legender er ikke nøgtern kendsgerning, og en god guide vil sige det, men de er en del af Alhambras kulturelle væv. At kende dem tilføjer et lag af romantik til stenene, så længe du tager dem med et gran salt, som de stemningsfulde fortællinger, de er.
De rejsende, der fulgte efter
Irving var den mest berømte af en bølge af romantiktidens rejsende, kunstnere og forfattere, der gjorde Granada til et pilgrimsmål. Britiske besøgende som forfatteren Richard Ford, hvis levende håndbog formede, hvordan en hel generation så Spanien, og topografiske kunstnere som David Roberts, hvis stemningsfulde tryk cirkulerede vidt, hjalp med at fastholde billedet af Alhambra som Europas store romantiske ruin. Deres bøger, skitser og malerier gjorde paladset til et symbol på en tabt, eksotisk, maurisk fortid, der appellerede stærkt til det 19. århundredes smag. Denne strøm af opmærksomhed havde en meget konkret effekt: den opbyggede det omdømme og det pres, der til sidst skulle redde stedet. Alhambra, som vi besøger i dag, beskyttet og restaureret, skylder en reel gæld til disse romantiske entusiaster, der insisterede på, at verden skulle bekymre sig om en forfaldende bakketop i Andalusien.
Fra ruin til verdensarv
Berømmelsen, som romantikerne skabte, hjalp med at skifte officielle holdninger. Gennem det 19. og 20. århundrede gik Alhambra i stigende grad i varetægt hos restauratorer og konservatorer, der konsoliderede tårnene, afdækkede og reparerede dekoration og gradvist genplantede haverne — arbejdet, der giver stedet meget af dets nuværende form. Denne lange beskyttelseskampagne kulminerede i 1984, da Alhambra, sammen med Generalife, blev optaget som et UNESCO Verdensarvssted, senere sluttet af Albaicín. Når du besøger i dag, er det værd at huske, at denne omhyggelige forvaltning er ret ny, og at paladset engang næsten gik tabt. Den strenge, tidsbestemte billetordning med begrænset kapacitet, der kan føles så krævende, er det moderne ansigt på den samme drivkraft, romantikerne startede: en beslutsomhed om, at Alhambra skulle bevares, ikke ødsles bort.